Mille Bureau’s debut concert in Rundetårn, Copenhagen on June 10 2004 (In Danish)
Published in Politiken, 20 juni 2004, From the article “Museal friluftsmusik” by Jan Jacoby.
…Mere seriøst gik det til ved Mille Bureaus debut, en hengiven bekendelse til den traditionelle spanske guitars sjæl med et rent spansk- latinamerikansk program og hovedvægt på det folkloristisk farvede – understreget i 2. afdeling med spansk kjole og højtalernes stemningsgivende lydkulisser. Og der var pondus bag bekendelsen. Mille Bureau er en autoritativ og varm musiker, der spænder instrumentets intime rammer til bristepunktet med syngende linjer, stor klangfylde og en bred, frit åndende dynamik. Dertil føjer hun en udsøgt karakterskabende artikulation og en teknisk sikkerhed, så man glemmer guitarens medfødte genstridighed. De spanske værker forenede kraft og delikatesse, sensuelt svaj og klanglig fantastik. Rodrigo’s Invocación var fabulerende og besværgende, De Fallas eneste guitarværk mættet med længsel og nattemørk duft. Så smukt og spændende har jeg ikke hørt den før. Som kammermusiker i en suite af Pujol gav Bureau fløjtens enkle melodier stoflighed og rytmisk underbygning med mosaik farveglitrende baggrund og lidenskabeligt tangoswing. – Jan Jacoby in Politiken 2004.